Fra korets arkiv / 1999 Harzen rejse
 
Historien om rejsen til Harzen er skrevet af Sonja Poulsen, Som også har givet billederne.
 
Sonja Poulsen

Korrejse til Harzen 1999

Rytmekorets rejse til Harzen 29/4 - 3/5 1999.
 
Vi skulle køre fra Slagelse kl. 15, men af forskellige grunde blev vi ½ time forsinket. Den første koncert på turen skulle vi give i slotsgården på Sønderborg Slot kl. 19.30.
Undervejs til Sønderborg på stod der et problem, som gjorde, at vi måtte ringe til Sønderborg og sige, at vi blev lidt forsinkede til koncerten, som kom i gang kl. 20.10.
 
Grunden til den yderligere forsinkelse var en blokade på Storebæltsbroen på grund af en chaufførstrejke. Der holdt vi så midt på broen og kunne ikke komme videre. Der var biler både foran og bag os. Folk stod uden for deres biler, så vi steg også ud af bussen og gav os til at fotografere. Da vi nu var ude alle sammen, gav vi et nummer fra vores middelalderrepertoire med både sang og dans. Det var en helt speciel oplevelse. Folk klappede, og vi blev filmet med videokamera.
 
Blokaden blev afblæst, og vi kørte videre mod Sønderborg. Vi var nødt til at klæde om til middelalderdragter i bussen. Der var ikke meget plads i bussen, men humøret var højt. Efterhånden blev vi gode til det, fordi det blev ikke den eneste gang..
 
Vel ankommet til Sønderborg gik vi i gang med opstilling af alt vores grej, og de sidste blev klædt om. Michael var på den, for hans munkedragt lå i bussen og Leif, vores chauffør, var som sunket i jorden - men han blev da fundet og Michael fik dragten på i sidste øjeblik.
 
Sønderborg slotsgård - koncertDet var hundekoldt - både for os og for publikum. Der var ikke så mange. Det blev trods alt en god koncert om end med nogle skønhedsfejl. Vi gav kulden skylden. Efter koncerten kom vi indendørs og fik lækre sandwiches og champagne.
 
Leif havde lavet bussen om til sovebus. Kl. 23.30 gik turen videre til Harzen, nærmere betegnet middelalderbyen Duderstadt, hvortil vi ankom kl. 6 om morgenen.
 
Efter vi havde fået udleveret nøgler til værelserne var der udpakning, morgentoilette og omklædning til kortøj inden morgenmaden kl. 8. Vi kørte efter morgenmaden til en skole i Duderstadt, hvor vi skulle synge kl. 9.45. Koncerten gik rigtig godt. Der var ca. 200 børn og deres lærere, som fik den oplevelse. Eftermiddagen og aftenen var til oplevelser på egen hånd.
 
Hotellet lå højt lidt uden for byen. Vi var nogle stykker der bestilte taxa'er til at køre os ind til byenom eftermiddagen og tilbage igen til aften. Vejret var helt fantastisk dejligt - næsten sommerligt - og byen var ved at gøre klar til 3 døgns byfest, som startede om aftenen. Der var boder, hvor de solgte alt muligt - og udskænkningssteder. Vi fandt en fortovscafé, fik kaffe og lagkage og fandt også et supermarked. Da vi ikke kunne handle på vej til Tyskland, manglede vi "medicin" - dvs. Gl. Dansk. En dejlig eftermiddag.
 
Efter aftensmaden kørte bussen med Leif bag rattet os alle ind til byen, hvor vi mærkede stemningen fra byfesten. Vi fandt et sted, hvor larmen fra scenen ikke var slem og stillede borde sammen med plads til alle, og så blev der bestilt øl. Vi sad udenfor og nød den dejlige, lune aften. Som altid når korsangere er samlet sang vi nogle sange, og der var derfor nogle som fik en forsmag på næste dags koncert.
 
 
Lørdag formiddag efter morgenmad og korprøve kørte Leif os en tur i det smukke Harzen, hvor der var grønt og blomstrende - mindst 14 dage tidligere en hjemme. Vi besøgte også en middelalderborg - Burg Bodenstein. Vejret var med os, og det var en god ting, for alle vore koncerter skulle foregå i det fri.
 
Efter frokosten var der omklædning og opvarmning, hvorefter turen gik til byen. Udstyret skulle stilles op og mikrofoner afprøves. Mona havde en aftale kl. 14 foran kirken med en dame fra handelsstandsforeningen, men damen var der ikke, så vi begyndte at læsse grejet af bussen. Nogle af os gik ned ad gågaden og uddelte programmer til folk. Solen skinnede og det virkede helt naturligt at gå rundt i vores middelaldermundering og dele programmer ud og tale med folk. Pludselig opstod der vild forvirring. Damen fra handelsstandsforeningen var dukket op, og det viste sig, at vi havde opstillet vore ting foran den forkerte kirke.
Hvis vi blev hvor vi var fik vi ingen penge for koncerten af handelsstandsforeningen, fordi vi ville trække folk væk fra boderne, som ville gå glip af handel.Så fik vi travlt. Ind i bussen med det hele igen, og bussen af sted til den anden kirke. Vi andre måtte i fuld fart med flagrende skørter og munkekutter ned ad gågaden. Ved den anden kirke var der opstillet forstærkere og højttalere mv. Vi skulle bare have klaver og podier derop. Det blev en god koncert, og der var mange som hørte på.
 
Vi afbestilte maden på hotellet og i stedet spiste vi honoraret op på en kinesisk restaurant. Endnu en gang blev bussen brugt til omklædning. Pigerne måtte nøjes med "10 fingre i håret" og et par spejle, som gik på omgang. Vi spiste en lækker buffet med mange retter.
 
Tilbage på hotellet gik vi til fællesrummet, hvor der sad andre gæster. Her havde vi en hyggelig aften. Ved et bord i et andet selskab sad en pige, som gav et par numre på fløjte. Det lød godt. Selvfølgelig begyndte vi også at synge. De andre gæster ville lære nogle af vore sange, og så kom vi ud på gulvet og sang og dansede lystigt.
 
Der ventede os en musikalsk oplevelse af de helt store. Om natten blev vi hentet udenfor af nogen, som var gået i forvejen. Deruden oplevede vi noget helt fantastisk. Aldrig har jeg hørt så mange nattergale på en gang - og så tæt på. nattergalPludselig hørte vi en anden lyd. Den kom fra den modsatte ende af parken - en fløjte. Det var Anne - vores fløjtenist - som stod dernede og spille fløjte til - og med -nattergalene. Det lød bare så smukt. Alle stod helt stille og lyttede. Man hørte kun nattergalene og Annes fløjte. Tak, Anne, for den skønne oplevelse. Det var utrolig smukt, en rigtig stjernestund.
 
Søndag efter morgenmaden var det farvel til Harzen og Duderstadt, og vi kørte mod Hamburg, hvor vi skulle give koncert i den danske sømandskirke nærmere betegnet på pladsen foran med den smukke kirke som baggrund. Publikum sad på trapper, og det virkede som et amfiteater. Vi varmede op på græsset foran det sted, vi skulle optræde. Det blev endnu en god koncert. Efter koncerten var der kaffebord og kager i kirkens opholdsstue. Præsten takkede for koncerten og fortalte lidt om dansk sømandskirke i udlandet og specielt i Hamburg.
 
Vi skulle hjem.
Da vi nåede grænsen ville vi handle toldfrit, men vi var en time for sent på den, alt var lukket. Farvel til billige smøger og sprut. I stedet fandt vi et sted at spise, og det var ikke så ringe endda.
 
Omkring kl. 23.30 holdt vi ved Gerlev Højskole, hvor Jon og grejet skulle læsses af. Bussen fortsatte til Slagelse, hvor turen sluttede. En dejlig tur var slut.
 
Sonja Pouslen
 
P.S.
Middelalderkoncerterne fortsatte det år den 19.5. ved et middelalderarrangement i Haslev og den 3.6 i Klosterhaven bag Helligåndskirken i Slagelse og til slut ved et Sct. Hans - arrangement.
 
 
 
Rytmekoret | CVR: 32132456  | Tlf.: +4523296105